2. Spørgsmål og svar om ressourceanvendelse på byggepladsen

Udbud er et godt sted at starte, men endnu tidligere vil være endnu bedre. Det handler i høj grad om at indtænke nye metoder og aftaler, og det starter allerede ved valg af byggegrund, herunder vurdering af evt. nedrivning og nybyg kontra renovering.

For at kende det faktiske forbrug fra byggeprocessen vil det være mest retvisende at medtage ressourceforbruget fra produktionen af de præfabrikerede elementer på fabrikken, men som kravet er formuleret, kan det undlades.

En mulighed er at indgå en aftale med fabrikanten om levering af data for dennes energi- og ressourceforbrug. På den måde opnås både den mest retvisende livscyklusvurdering og samtidig kan dokumentationen indgå i evalueringen af klassen og bidrage med indsigter, der kan indgå i vurderingen af kommende krav om ressourceforbrug på byggepladsen.

Der bliver set nærmere på problemstillingen i en analyse af kravet om ressourceforbrug på byggepladsen, der løber parallelt med testfasen.

  1. Brændstofforbrug per leverance: I stedet for at opgøre transport pr. byggevare kan man dokumentere det faktiske brændstofforbrug forbundet med leverancerne. Der skal anvendes en emissionsfaktor for diesel på 3,54 kgCO2e/liter. For elektriske køretøjer anvendes 0,264 kgCO2e/kWh. Der kan anvendes en anden emissionsfaktor for udvinding, produktion og brug af brændstof mod dokumentation. Dette gælder også ved brug af andre former for brændstof end diesel.  Brændstofforbruget dokumenteres med dataudtræk fra forsyningsselskabet eller med faktura.
  2. Årligt brændstofforbrug kendt: Alternativt til brændstofforbruget for specifikke leverancer kan man beregne det gennemsnitlige brændstofforbrug ud fra det samlede antal kørte kilometer og det samlede brændstofforbrug for alle leverancer af en leverandør. Dette dokumenteres med en årsopgørelse for samtlige leverancer med kilometerkørsel og brændstofforbrug i løbet af det seneste år.
  3. Afstand kendt, brændstofforbrug ukendt: Alternativt anvendes 2 km/liter. Dette ganges med den faktiske kørsel pr. leverance inkl. returkørsel, som dokumenteres med følgesedler. Hvis en forsendelse har flere leverancer til forskellige destinationer på ruten, kan man dele hele den tilbagelagte afstand inkl. returkørslen ligeligt mellem hver lokation.

Eksempel 1 – (alternativ 1)

Bruger forsendelsen 10 liter diesel på en leverance giver det en udledning på 10 x 3,54 = 35,4 kg CO2e. 

Eksempel 2 – (alternativ 2)

Bruger samtlige forsendelser 1.000.000 liter diesel på et år til at køre 2.500.000 km, giver det et brændstofforbrug på 2,5 km/liter. 

Kører en forsendelse inkl. returkørsel 100 km har den brugt 100 / 2,5 = 40 liter diesel, hvilket svarer til 40 x 3,54 = 141,6 kg CO2e. 

Går den kørsel til 5 lokationer får hver lokation tildelt en udledning på 141,6 / 5 = 28,32 kg CO2, svarende til 8 liter diesel. 

Eksempel 3 - (alternativ 3)

Forsendelsen kører 200 km tur/retur med 10 leverancer, men det præcise brændstofforbrug kendes ikke.
Brændstofforbruget bliver 200 km / 2 km/liter = 100 liter. Dette ganges med emissionsfaktoren for diesel på 3,54 kgCO2e/liter.

Det endelige resultat bliver 100 liter x 3,54 kgCO2e/liter = 354 kgCO2e for forsendelsen og delt med 10 får hver lokation 35,4 kgCO2e.

Vær opmærksom på, at i FBK vejledningen står der kun, at A4 skal dokumenteres fra produktionssted til byggeplads og altså ikke med returkørsel. Men da det forventes af kommende revidering af standarden, at returkørsel skal med, vil vi gerne data på returkørsel. Det skal tydeligt fremgå, hvis returkørsel er med.

Energiforbruget fra byggeprocessen skal kun angives samlet. Når der anvendes LCAbyg vil emissionsfaktorer fra et år automatisk blive knyttet til det samlede energiforbrug. Det kan være, at kommende LCAbyg versioner vil gøre det muligt at knytte emissionsfaktorer til det specifikke år, som vil give mere præcise resultater.

Transport af byggevarer og jord til byggepladsen indgår i modul A4. Transport mellem byggeplads og øvrige beliggenheder i forbindelse med byggeprocessen skal også dokumenteres.

For de fem byggevarer med den største samlede vægt skal dokumentationen indeholde alle transportformer og afstande i leveringskæden fra produktionssted til byggepladsen.

Transport af de andre byggevarer og jord dokumenteres med den dominerende transportform fra produktionssted til byggepladsen. Ved ukendt transportform skal der vælges ’standard lastbil’, og ved ukendt afstand skal der vælges 500 km for byggevarer og 200 km for og jord.

Krav om ressourceanvendelse i byggefasen er i første omgang holdt simpelt i LCA-beregningen. Lige nu har vi ikke turen retur med og der tages ikke stilling til om bilerne er halvfyldte eller ej, da der bruges en fast transportform.

Kun afstande, transportform og tilhørende byggevarer skal dokumenteres. Læs mere herom på s. 66 i vejledningen under Ressourceanvendelse på byggepladsen, Transport.